Renovering af betonbelægning på Falstermotorvejen 2010
For Vejdirektoratet har Munck i perioden 6. april til 9. august 2010 ombygget motorvejen på Falster på en 7 km lang strækning i nordgående retning mellem afkørsel 43 Nr. Alslev og 44 Eskilstrup.
Den eksisterende betonbelægning var nedslidt, og højdeforskelle imellem betonpladerne gjorde belægningen ubehagelig at køre på.
Den gamle betonbelægning ( ca 20 cm tyk ) blev slået i stykker ved hjælp af en 1 tons tung stålkugle ophængt i en kæde i en gravemaskine.
Herefter blev betonen læsset på lastbiler og oplagt i en grusgrav med henblik på senere knusning og genanvendelse som knust beton.
På underlaget – som var cementstabiliseret grus- udførtes dernæst 3 asfaltlag (GAB2, ABB mod. og SMA mod.) med en total belægningstykkelse på min. 21 cm.
På de nordligste 2,5 km samt på ramperne v. Nr. Alslev udførtes det nederste 13 cm tykke GAB 2 lag som klimaasfalt, hvilket dækker over en variant af traditionel GAB 2 men med en meget lavere udlægningstemperatur- til gavn for miljøet.
De oprindelige nødspor blev bevaret af økonomiske årsager, men de blev istandsat med et opretningslag og en ny overfladebehandling.