Ny administrationsbygning for Munck Gruppen a/s
Kontoret som arbejdsplads danner rammen for mange af vores dygtige medarbejdere. Fra den 24. maj er vi klar til at kunne byde velkommen til vores nye domicil på Toftegårdsvej i Hjulby lige ud til E20 ved motorvejsfrakørsel 46.
Vores medarbejdere får således mere luft under vingerne, når vi åbner op for nye kontorarealer på 3200 m2. Indretningen af de nye kontorfaciliteter indeholder bl.a. reception, møde- og konferencelokaler, café, kantine og flere andre vigtige funktioner for et moderne arbejdsliv. Placeringen er således ved siden af værkstedsbygningerne, der blev taget i brug i 2010 og det har lige siden været meningen at kontorerne skulle flytte til samme lokalitet.
Domicil tegnet af Harrebæk Arkitekter a/s
Det nye domicil, der er tegnet af den lokale arkitektvirksomhed Harrebæk Arkitekter a/s, er disponeret omkring det store atrium som løber gennem alle etager og binder bygningen og de forskellige afdelinger sammen. Fra atriet bevæger man sig ud i to kontorvinger som er opbygget omkring kerner i midten og derfor fungerer så fleksibelt som muligt. Kontorer kan enten disponeres som storkontorer eller som enkeltmandskontor.

På øverste etage befinder kantine og det store mødelokale/foredragssal sig, alle med udsigt over motorvejen og med kig til Hjulby sø. Huset opføres i sorte teglsten med sort fuge som en reference til asfalten. Atriet tegnes i facaden og markeres af hvide rammer som kontrast til den sorte bygningskrop. Gavle beklædes med hulplader som fotoprint - et forstørret aftryk af en asfaltboreprøve. Om aftenen vil gavlene stå og lyse og det udskårne logo vil kunne ses fra motorvejen.
Hvem flytter med?
Det nye kontor byder velkommen til nye og eksisterende medarbejdere, hvor det nye domicil vil danne rammen for det administrative personale hos Mogens Pedersen Nyborg a/s og Munck Asfalt a/s. Dette er med til at sikre en stærk sammenhængskraft på tværs af selskaberne i Munck Gruppen a/s.
Kontoret på Slipshavnsvej kan lejes – se link 16.05.2013
Nyt asfalt sætter gang i hjulene
Munck Asfalt har indgået en 4-årig samarbejdsaftale med Assens Kommune og skal derfor frem til 2016 lægge asfalt på en 1/5 af det samlede vejnet i kommunen. Det svarer til ca. 200 km.
Baggrunden for aftalen skal findes i budget 2014, hvor Assens Byråd satte ekstra 40 mio. kr. af til vejbelægninger. Det betyder, at der samlet skal investeres mere end 60 mio. kr. i vejnettet de næste fire år.
- En del af vejene trænger i Assens Kommune, det er vist ingen hemmelighed. Derfor glæder det mig også, at vi tager fat på opgaven nu. En anden god sidegevinst ved samarbejdsaftalen er dog også, at vi får flere i job, som i sidste ende betyder øget vækst. Man kan sige, at den nye asfalt sætter gang i hjulene på mere end én måde, siger borgmester Finn Brunse.
Hvad er en partneringaftale?
Det er ikke bare lige, at lægge asfalt på 200 km. vej. Det kræver et grundigt kendskab til de kommunale veje, forskellige belægningstyper og økonomi. Byrådet har derfor valgt at udbyde opgaven i en såkaldt partneringaftale.
Og hvad gemmer der sig bag det lidt knudrede ord ”partneringaftale”? Formand for Miljø- og Teknikudvalget Lars Kristian Pedersen forklarer:
-En partneringaftale er, helt kort fortalt, et meget tæt samarbejde mellem bygherre (Assens Kommune) og entreprenør (Munck Asfalt). Ja, jeg tør faktisk godt kalde det et enestående samarbejde, hvor videndelingen er helt i top og hvor vi til fulde drager nytte af de fælles kompetencer. En sådan aftale kræver dog også, at både Munck Asfalt og vi som kommune har medarbejdere med de rette personlige og faglige kvalifikationer.
Og det har vi, understreger Lars Kristian, der også kan fortælle, at 10 nøglemedarbejdere fra Assens Kommune og Munck Asfalt har været samlet en hel dag, hvor de i fællesskab lavede en samarbejdsaftale, for at skabe det mest optimale arbejdsklima fra starten.
Direktør for Munck Asfalt, Hans Christian Munck, udtrykker også stor tilfredshed med opgaven:
- Vi glæder os til det kommende samarbejde, hvor partnering-modellen netop sikrer, at vi som entreprenør kan tilpasse vores ekspertise præcist til de behov, som Assens Kommune beskriver. Vi får mulighed for at planlægge langsigtet, og entreprisen vil sikre arbejdspladser i en længere periode både til udlægning af asfalt, på vores asfaltfabrik på Vestfyn og hos vognmænd og øvrige leverandører. Det glæder os desuden, at Assens Kommune integrerer social ansvarlighed i opgaven, hvilket ligger fint i forlængelse af den politik, som vi allerede har i firmaet.
16.05.2013
Asfaltarbejde på Lillebælt
På den Nye Lillebæltsbro har vi vundet renoveringen af nordsiden. Projektet udføres i perioden 15. april til 24. juli, hvor trafikken forlægges til sydsiden. Der skal affræses asfalt, nedbrydes beton og repareres støbeasfalt og fugtisolering. Herefter skal der udlægges 4.500 tons asfalt og 2.500 meter bitumenfuger.
04.04.2013
Funktionskontrakt i Esbjerg
I Esbjerg har vi vundet en 15-årig funktionskontrakt på 62 km veje. Esbjerg Kommune afholdt i februar licitation på 60 km tidligere amtsveje. Munck Asfalt vandt udbuddet og overtog pr. 1. april 2013 vedligeholdelsen. Vejdirektoratet er nu i gang med at måle kommunens øvrige veje, så de har et ordentligt datagrundlag med henblik på et senere udbud.
-hvad er en funktionskontrakt?
Ved et funktionsudbud ”overtager” entreprenøren kommunens vejnet i en årrække - typisk 15 år. Entreprenøren forpligter sig til at leve op til en vis standard for vejene som er beskrevet i en funktionskontrakt. Med en funktionskontrakt får kommunen et vejnet, der lever op til den aftalte kvalitet over en længere periode. Borgerne får glæde af en løbende god vejtilstand og kommunen får ingen overraskelser, da alt sammen er til en fast aftalt pris.
Du kan læse mere om funktionskontrakter her:
01.04.2013
Høj aktivitet i Munck Gruppen A/S
Munck Gruppen nåede i regnskabsåret 11/12 en omsætning på DKK 1,46 milliarder, hvilket er den højeste omsætning i virksomhedens historie og ca. 20% højere end sidste regnskabsår.
Koncernens resultat før skat blev DKK 103 millioner mod 83 millioner i 10/11.
De tre datterselskaber Munck Forsyningsledninger A/S, Mogens Pedersen Nyborg A/S og TarcoPol Sp. z o.o. har alle opnået højere omsætning og bedre resultater end sidste år.
Munck Asfalt A/S har haft en lidt lavere omsætning med omtrent uændret resultat.
Det gennemsnitlige antal medarbejdere er steget fra 935 til 1.120, og det er hovedsageligt i Munck Forsyningsledninger, at medarbejderstaben er udvidet i forbindelse med indgåelse af nye kontrakter på Sjælland og i Jylland.
Munck Asfalt har i marts 2011 deltaget i en licitation på en opgave til DKK 440 millioner i forbindelse med renovering af belægninger og teknisk udstyr i den internationale lufthavn i Dhaka, Bangladesh.
I juli 2012 blev der indgået kontrakt på et reduceret beløb på DKK 311 millioner. Projektet er under opstart og forventes afsluttet ultimo 2014.
Havnebygningsfirmaet Mogens Pedersen Nyborg A/S har i 2012 haft et underskud på DKK 1,8 millioner. Det negative resultat kan alene henføres til smedeafdelingen, som er blevet lukket i dette efterår. Selskabet har en god aktivitet, og vi forventer et positivt resultat i 2012/2013.
Koncernen forventer også i det nye regnskabsår en fornuftig aktivitet tæt på det nuværende niveau. Da der fortsat er en meget hård konkurrence på entreprenørmarkedet, forventes næste års indtjening dog at ligge på et lidt lavere niveau.
Yderligere information hos adm. direktør Hans Christian Munck på 6335 3535.
Salg af Tinglev asfaltfabrik
Pr. 15. november 2012 har Munck Asfalt afhændet sin asfaltfabrik i Tinglev til Lemminkainen a/s.
Efter en periode med meget høj aktivitet i forbindelse med etableringen af motorvejen mellem Sønderborg og Kliplev har selskabet vurderet, at det sønderjyske marked ikke fremover vil give basis for en selvstændig asfaltproduktion i Munck.
Salget er således et udtryk for en markedstilpasning, hvor selskabet vælger fremover at øge fokus på de øvrige 4 asfaltfabrikker ved Viborg, ved Roskilde, ved Nyborg og ved Fjelsted på Fyn.
Bemandingen på værket fortsætter i beskæftigelse under den nye ejer.
Munck Asfalt vil fortsat kunne betjene sønderjyske kunder fra værket i Fjelsted tæt ved Middelfart.
Evt. spørgsmål kan rettes til Jette Madsen, tel. 6331 3535.
Munck på vej til Bangladesh
Netop i disse dage underskrives de sidste dokumenter i Bangladesh og hos Danida, og Munck Asfalt fra Nyborg gør klar til at rykke til Dhaka i Bangladesh for at renovere den internationale lufthavn i landets hovedstad.
Midt i juli i år tog direktør Hans Christian Munck til Dhaka for at underskrive en kontrakt på renovering af byens lufthavn – et projekt til 311 mio. DKK, som skal gennemføres over de kommende knapt to år.
Projektet er finansieret gennem Danida og har været længe undervejs.
”Vi havde de første kontakter til myndighederne i Dhaka for godt 5 år siden, og at projektet nu bliver sat i gang, bliver en helt ny og udfordrende opgave for os”, udtaler Hans Christian Munck.
Opgaven i Bangladesh var oprindeligt på godt 440 mio. DKK og omfattede renovering af både taxiways og radarudstyr i lufthavnen. Munck Asfalt afgav i første omgang tilbud i samarbejde med en spansk partner, men under kontraktforhandlingerne blev opgaven reduceret til et rent anlægsprojekt, som virksomheden fra Nyborg nu forestår.
Læs hele pressemeddelesen her.
22.08.2012
Orientering om artikel i Fyens Stiftstidende
Den 30. juli 2012 var der en artikel i Fyens Stiftstidende under overskriften ”Munck lukker smedeafdeling”. Artiklen var meget ensidig, og vi vil i det følgende forklare forløbet lidt nærmere.
På det tidspunkt hvor vi overtog firmaet Mogens Pedersen Nyborg A/S, havde det gennem flere år haft meget dårlige resultater. Over 2 år havde firmaet tabt ca. 20 mio. kr. og var i stor risiko for at gå konkurs med tab af mange arbejdspladser som følge. Vi var i Munck Gruppen af den opfattelse, at der ville være en god mulighed for at videreføre Mogens Pedersen Nyborg A/S som et datterselskab under Munck Gruppen. For at opnå et bedre resultat og dermed sikre virksomhedens overlevelse som en stærk aktør på havnebygningsområdet vil det imidlertid kræve, at nogle forhold skulle ændres omkring driften af Mogens Pedersen Nyborg A/S.
Vi har siden overtagelsen i 2011 arbejdet med mange tiltag for at forbedre økonomien i selskabet, og i marts 2012 fik vi ansat en ny direktør i selskabet, Carsten Skov Pedersen. De forskellige tiltag har sammen med en god ordreindgang inden for specielt havnebygning styrket vores tro på en fornuftig udvikling for Mogens Pedersen Nyborg A/S fremover. Sideløbende har vi investeret et stort millionbeløb i nyt materiel, specielt udstyr til havnebygning og uddybning.
Smedeafdelingen, som gennem mange år har udviklet sig fra at være en støttefunktion for havnebygningsafdelingen til at operere mere som en selvstændig smedevirksomhed, viste sig hurtigt at have en væsentlig dårligere økonomi end først antaget. Sammenholdt med, at det har vist sig nødvendigt at lave store investeringer på værkstedet hos Mogens Pedersen Nyborg A/S både af hensyn til arbejdsmiljøet og den generelle funktionalitet af værkstedet, blev det kort før sommerferien besluttet at afvikle smedeaktiviteterne. Aktiviteter, der vel og mærke ikke er en del af selskabets kerneaktiviteter. I den forbindelse blev der opsagt 8 smede, hvoraf den ene var projektansat i forbindelse med en større produktion til et projekt på Sjælland. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kunne fortsætte smedeaktiviteterne, og det er med beklagelse, at vi har nedlagt de pågældende smedestillinger.
Allerede på det tidspunkt hvor Munck Gruppen overtog Mogens Pedersen Nyborg A/S var der uenighed mellem smedene og ledelsen, som efterfølgende har medført, at der har været nogle arbejdsretslige sager, som i ét tilfælde har resulteret i, at virksomheden er blevet idømt en bod. Det har ledelsen taget til efterretning. Der verserer stadig to sager som afventer en afgørelse.
Vi bliver naturligvis ærgerlige over, at Dansk Metal uberettiget beskylder Munck Gruppen for ikke at ville investerer i et ordentligt arbejdsmiljø - specielt når Munck Gruppen i 2010 investerede et tocifret millionbeløb i et nyt værksted i Hjulby, hvor flere af Metals medlemmer har deres daglige virke.
Som tidligere nævnt er det altid med beklagelse, når vi nedlægger arbejdspladser. Det er vigtigt i den forbindelse at slå fast, at vi har ansat mange nye medarbejdere i årets løb både i Mogens Pedersen Nyborg A/S men også i de andre selskaber i Munck Gruppen, som på trods af den generelle svære situation på entreprenørmarkedet i Danmark har en fornuftig aktivitet.
Munck Gruppen A/S
Hans Christian Munck 07.08.2012
Lufthavnsprojekt i Dhaka, Bangladesh
I konkurrence med andre danske entreprenørselskaber har Munck Asfalt a/s afgivet tilbud på renovering af Hazrat Shahjalal International Airport i hovedstaden Dhaka i Bangladesh.
Projektet er på DKK 311 mio. og sat til at vare 21 måneder med forventet start i efteråret 2012.
Myndighederne i Bangladesh har valgt Munck Asfalt som den foretrukne partner, og i april 2012 har vi indgået en foreløbig aftale om udførelse af projektet.
Den endelig kontrakt forventes at blive underskrevet juli 2012.
I Munck Asfalt er vi nu i gang med at sammensætte et nyt team til løsning af projektet.
Erhvervspris 2012
På generalforsamlingen 2012 i Østfyns Erhvervsråd blev Munck Gruppen for anden gang kåret som årets virksomhed.
Formanden begrundede valget med følgende:
”Munck Gruppen har i en vanskelig tid foretaget opkøb af virksomheder og vendt det til noget positivt. Trods finanskrise og generel mangel på vækst har man turdet udvide virksomheden ved i 2007 at overtage Skanska Forsyning og igen i 2011 havneentreprenøren Mogens Pedersen, Nyborg.
Virksomheden gør endvidere en stor social indsats med bl.a. støtte til uddannelse af medarbejdere med en kort skolegang”.
Hans Christian Munck takkede for prisen og sendte en stor tak til Munck Gruppens medarbejdere, som har gjort det hele muligt!
26.03.2012
Asfaltskolen - i praksis
I løbet af vinteren 2012 har en lang række asfaltarbejdere fra Munck været på skolebænken og er blevet undervist i dansk og matematik.
Asfaltskolen er et uddannelsestilbud for samtlige asfaltarbejdere i Danmark, og projektet støttes af både 3F og Asfaltindustrien.
Se indslag i TV2 Nyhederne her.
25. 01.2012
Regnskab 2010/11 i Munck Gruppen a/s
Høj aktivitet i Munck Gruppen A/S
Munck Gruppen nåede i regnskabsåret 10/11 en omsætning på DKK 1.210 millioner, hvilket er den højeste omsætning i virksomhedens historie og ca. 25 % højere end sidste regnskabsår.
Koncernens resultat før skat blev DKK 83 millioner mod 52 millioner i 09/10.
06.12.2011
Stor landsdækkende kontrakt med TDC
Munck Forsyningsledninger har netop indgået en 5-årig kontrakt med TDC på etablering og vedligeholdelse af fibernet i DK.
Kontrakten er indgået i samarbejde med Eltel Networks A/S og Petri & Haugsted, og de tre partnere har oprettet selskabet Fiber & Anlæg I/S til at stå for udførelsen.
05.10.2011
Mogens Pedersen Nyborg A/S
Munck Gruppen har overtaget entreprenørselskabet Mogens Pedersen Nyborg A/S.
Virksomheden, som blev grundlagt i 1948, beskæftiger knapt 50 medarbejdere og har gennem hele perioden været beskæftiget med havnebygning samt andre entreprenør- og smedeopgaver.
"Vi vurderer, at Mogens Pedersen Nyborg A/S arbejder i et interessant segment, specielt med vandbygningsopgaver, og da virksomheden er kendt for høj kvalitet og dygtige medarbejdere, glæder vi os til at arbejde videre firmaets udvikling", udtaler adm. direktør Hans Christian Munck.
Mogens Pedersen Nyborg fortsætter som en selvstændig virksomhed i Munck Gruppen.
15.09.2011
Asfaltskole for alle
For første gang tilbydes alle asfaltarbejdere nu samlet efteruddannelse i dansk og matematik.
Asfaltskolen er et uddannelsestilbud for samtlige asfaltarbejdere i Danmark, og projektet støttes af både 3F og Asfaltindustrien.
Læs mere her. -
01.07.2011
Kontaktperson hos Munck Asfalt, Hans Christian Munck på 4052 3262.
|